Vagn Folkermans afskedsprædiken den 31. maj 2015, Trinitatis søndag
Tekst: Joh 3,1-15, Jesus og Nikodemus

I har muligvis hørt eller læst om mesterdetektiven Sherlock Holmes samt hans medhjælper Dr. Watson. Engang var de to herrer på Campingtur, og ud på natten ligger de og kikker op på Himlen, da Sherlock Holmes udbryder: Sig mig Watson, hvad ser du, når du kigger op på himlen? - Jeg ser millioner og atter millioner af stjerner, svarer Watson. - Hvad kan du udlede af det Watson, spørger Holmes eftertænksomt. - Jo, altså astronomisk fortæller det mig, at der findes millioner og atter millioner af galakser med mange tusind milliarder og millioner af planeter. Teologisk fortæller det mig at Gud er stor, at han har skabt et godt og stort univers. Metrologisk fortæller det mig, at vi får en god og lang dag i morgen med masser af solskin. - hvad får du ud af det Holmes? - Elementært, min kære Watson, der er nogen, der har stjålet vores telt.

Og hvad vil jeg så sige med denne beretning, jo, det er en og samme situation, og vi får tre synsvinkler på den. Der er Stjernehimlen, der fortæller om Guds storhed, det gode vejr, som er det helt nære og så det helt lavpraktiske, at teltet er blevet stjålet. En begivenhed og tre vinkler.

I året 1334 bestemte kirken, PAVEN, at der på søndagen efter pinse skulle holdes en fest for treenigheden, dengang hed det trinitatis, og det er latin, kirken europæiske fællessprog. Og trinitatis, det betyder Treenighed eller Trefoldighed.

Gud er én, men viser sig i tre forskellige skikkelser. Den usynlige, evige Gud Fader, og Guds menneskeskikkelse, Jesus Kristus, og så Guds kraft og kærlighed, Helligånden, som forklarer os alle ting; de er tre, men Gud er én og ikke tre.

Gud har åbenbaret sig først som den ene, nemlig himlens og jordens skaber. SKABER, det er i sig selv underfuldt og bryder vores logik og snusfornuft i stykker.

Derfor er det rette svar på det, der langt overgår vores fatteevne: LOVPRISNING og TAK. Vi kan synge med (Salme 146) Salmisten: Jeg vil lovprise Herren så længe, jeg lever, Jeg vil lovsynge min Gud, så længe jeg er til.

Det næste forunderlige er, at den store mægtige Gud, som har skabt hele universet og jorden uden at ryste på hånden, kommer os helt nær i mennesket Jesus af Nazareth og vokser op som menneske.

Vi kan godt forstå at farisæeren Nikodemus dengang undrede sig over ham og opsøgte ham.

Og måske accepterer vi også, at en af hans disciple, der havde gået med ham et stykke tid, nemlig Peter, udbryder, - da Jesus spurgte: ”hvem siger I, at jeg er? - At Peter udbryder: ”Du er den levende Gud Søn, Guds Hellige, i dig er livets ord.”

Nok er vi gode kristne, der tror på at Jesus lever i dag. Vi ved jo, at Han er både opstået og himmelfaren, og vi tror da også, at Guds Hellige Ånd er hos os med Guds levende nærvær.

Men det kan være at vi ind imellem synes, at det kan være besværligt at forsvare de gamle støvede historier og så er det da ikke så forpligtende at kalde sig kulturkristen. Når vi bliver mødt af en mur med sekularisering og videnskabstro, så kan vi godt føle at troens overbevisning er langt borte.

Nogle sige, at det bare er gamle støvede historier, men ikke desto mindre kan erfaringen af Jesu virkelighed ramle ind i nutidsmennesker af i dag. Det var der en fra Aalborg, Charlotte Rørth, journalist for ”Nordjyske” udsat for. Hun mødte Jesus i et syn i et kapel i Ubeda i Spanien.

Hun beretter efter hun omsider løftede blikket og så Jesus ind i øjnene. (p. 25 i bogen: ”Jeg mødte Jesus. Bekendelser fra en modvilligt troende.”) ”Da jeg vover at møde hans blik, ser jeg ind i øjne, der er både velkomne og fyldt med venlighed. – ’Velkommen, godt at se dig’. Han siger det, uden at jeg forstår det, men min bevidsthed fatter det med det samme. Han kender mig. Han kender hvert et gram, hvert sekund, kan se igennem alt, kan lide mig alligevel, trods mine løgne, små og store, min surhed og smålighed. Han har set mig skælde ud på mine sønner, hørt mig sige ting, jeg selv har glemt, et mylder af småscener optræder mellem os, det går så stærkt, som en film der spilles og sætter sig som en genkendelse, så jeg ikke behøver at forklare mig. Den er visket væk, sanset bort. Alle mentale forsvarsværker er eroderet. Jeg registrer, at min intellektuelt baserede fornuft er forsvundet til fordel for en viden, der er vægtigere.”

Der var noget ved det møde, som hun ikke kunne forklare og slet ikke bortforklare. Det sprængte hendes rationelle, kritiske horisont.

Det var ikke andet for end at stå ved det. Jeg har set, hvad jeg har set, og jeg fortæller om det. Og der er det ved et vidnesbyrd, at det nok kan modsiges, men det kan ikke modbevises.

I samtalen med farisæeren Nikodemus siger Jesus: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige. Og den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds Rige.

Det siger Jesus FORDI ENHVER ERFARING AF GUD BEGYNDER MED ÅND - HELLIGÅND.

Det er Helligånden - hvad enten vi opdager det eller ej - som er vores adgang til Jesus Kristus. Det er Helligånden som fører os til Jesus - åbenbarer Jesus for os, (gør at vi fatter at Jesus er Guds Søn, ja Guds egen åbenbaring) og det er Helligånden, der indplanter Jesus Kristus i os. Når det er sket, at Jesus Kristus er i os, så kan Helligånden på ny komme til os, med sig selv, for at fylde os - og vedvarende fylde os.

Men der er svært at fortælle!! Og hvorfor ?? Fordi pinsen og troens ord om Helligånden dybest set ikke kan forstås!!! - - Den skal leves - - !!!

Netop med Gud Helligånd er det vanskeligt at finde et sprog, som ankommer på det sted, hvor folk er. Du kan ikke finde et sprog, som kan forstås, for du skal erfare det, leve det, prøve det, smage det!

Pinsens store gave er, at Gud nu hænger sammen med os. Det er svært for mange i vores land, hvor den dominerende tradition i mange år har afvist enhver tale om forening med Gud som en mystik, vi ikke behøver at forholde os til.

Men det er nu engang sådan at mystikkens sprogbrug, som er og kan være meget erotisk i dens beskrivelse af foreningen med Gud, ikke er til at komme udenom. I kærligheden er vi altid mere end os selv og mere os selv. Og det kan kun kærlighedens sprog udtrykke.

Hvis pinsen og Helligånden skal pakkes ud for mennesker, så skal den pakkes ud med den trosoverbevisning, at den Gud, som vi møder som Helligånd i dåben, sætter os ind i et gudsliv. Det gudsliv vi med dåben er sat til at tilhøre. Og det gudsliv er et opstandelsesliv. Og så er det, vi siger til den døbte, at han eller hun efter dåben modtager Helligånden som gave.

Det er en virkelighed mange danskere kommer i kontakt med uden at vide det. Opstandelseslivet er knyttet til dåben. Der er en sejr over døden og et særligt gudsliv i Den hellige Ånd, en Helligåndens gave, som mennesker ubevidst knytter til ved, når de lader deres børn døbe. Derved kommer de uden at vide det i forbindelse med, hvad Helligånden er.

Men troen kommer af det, der høres, og det der skal høres kommer af Kristi ord. Og de ord høres nu engang i kirken sammen med henvendelse til Gud i bøn, lovsang og tilbedelse.

Fordi mennesker ikke relaterer sig til Gud risikerer de at miste troen.

For uden det livsfællesskab, der samtidig er et fællesskab med Gud, erfarer de ingenting. For Helligånden skal erfares. Han skal mærkes, og når den erfaring gøres, vedvarende gøres, kan ordene forklare ham, og han forklarer ordene.

Og har du noget med det at gøre, og vil du have noget med det at gøre, så gælder det om at få fat i, at der er en særlig gave til livet i pinsen.

Og så opdager du, at Jesu liv, evangelierne og apostlenes gerninger er en undervisning i at leve et liv med Helligånden.

Så enhver tale om, at Helligåndens tid er forbi, er noget vrøvl. Ved hver eneste Gudstjeneste beder vi om, at Helligåndens fællesskab må være med dig!

Så fat mod. Helligånden er her endnu. Der er mere at få, end du indtil nu har erfaret. Amen.