Rødder til tro og slægt

Af Allan Graugaard

 

”Det er hårdt at stå ude i det åbne land alene og hele tiden selv skulle vælge alting og stå inde for det. Der er en stor lettelse i at træde i andres fodspor, og der er også en stor styrke i, at have en hel tradition og slægt med sig”.

Dåbsprocenten falder ret markant i Danmark i disse år. Det gør man sig – naturligvis – mange overvejelser om i folkekirken. Hvad er grunden til, at mange forældre vælger ikke at lade deres børn døbe? Mange angiver den begrundelse, at de synes, barnet selv skal vælge, når det bliver voksent. Der er altså ikke tale om et aktivt fravalg af troen, men om et tilvalg af barnet som selvstændigt individ.

Man kan sige, at det ligger helt i tråd med vores måde at forholde os til livet og eksistensen på i øvrigt. Vi vil gerne selv træffe vore valg for livet, og vi har en tro på, at ved at vælge alt selv får vi en bedre pakke end ved at indgå i en tradition indeholdende det, tidligere genrationer har valgt. Vi vil ikke ligger under for dem, det er næsten blevet et mantra, at man skal mærke efter i sig selv – underforstået, at dér finder vi sandheden.

Sogne- og ungdomspræst Susanne Holst (som for øvrigt tidligere har været præst ved Vor Frelsers Kirke) har i en artikel givet udtryk for, at det ikke nødvendigvis er det rigtige at vælge sammenhængen og traditionen fra. ”Den historiske, slægtsmæssige og religiøse sammenhæng er vigtigere, end vi lige vil være ved”, mener hun. ”Det er hårdt at stå ude i det åbne land alene og hele tiden selv skulle vælge alting og stå inde for det. Der er en stor lettelse i at træde i andres fodspor, og der er også en stor styrke i, at have en hel tradition og slægt med sig”.

Når vi står til dåb med et lille barn, er slægten og familien samlet. Vi træder som forældre ind i en sammenhæng, hvor vores forfædre også stod med deres børn. Vi træder ind i en tro, som knytter bagud til de tidligere slægter før os og til en tro, som har formet vores liv og vores samfund.

En anden væsentlig grund til alligevel at overveje dåb er, at ved dåben knyttes der faddere til barnet. Man vedkender sig som forældre, at der er brug for nogen, der bærer med på den her fantastiske gave, som et lille barn er. Man inviterer andre med ind i den vigtige opgave at opdrage barnet i alt det væsentlige i livet: værdier, tro, håb og kærlighed.

Et barn har brug for mere end at få mad og tøj, lære at spise og sove osv. Mange slægter før os har haft brug for at få Gud knyttet på den store opgave, som et barn er. Det har været en værdi for dem at høre, at Jesus vil være med barnet alle dage til verdens ende, og at Hans evige liv nu også er barnets.

Når et barn døbes, beder hele menigheden med på barnets bøn, Fadervor. Her er barnet ikke bare i en slægtssammenhæng, men også i en trossammenhæng. Barn og forældre er ikke alene, men er føjet ind et fællesskab af mennesker, som tror sammen med os på livets Gud. Det fælles Fadervor knytter sammen med sognet og dem fra sognet, som sad på bænken den dag, barnet blev døbt.

Et berømt citat lyder sådan her: ”It takes a village to raise a child”. Der skal en hel by til et barns opvækst. Det er jo sådan, det er. Vi tror som forældre, at vi kan tage alle de rigtige beslutninger for vores barn, men glemmer alle dem omkring os, som kan hjælpe os med at bære. Her er kirken også en kraft, som hjælper forældre med at bære. Du er ikke alene om ansvaret. Gud bærer med, og det, har slægter før dig sandet, er rigtigt og godt.