Prædiken ved Alle Helgen

Af Allan Graugaard. Afskedsgudstjeneste.

 

Der er nogen, der siger, Alle Helgens Dag er en sørgedag.

Det er den ikke.

Det er ganske vist en dag, hvor vi mindes de døde – nogle af jer er kommet for det – og det er forbundet med vemod.

Men vi gør det i dag for at lade os fylde af taknemmelighed for det, der har været. Alt det smukke, vi har oplevet, fordi de mennesker har været her – og var en del af vores liv.

Da er det også en dag, hvor vi mindes om, at det, der har været, kan ingenting tage fra os. Der kommer nye tider i vores liv, det gør der hele tiden. Men det, der har været, vil altid bo i os – og være en del af det, vi er.

Det er en smuk tanke. Vi er en del af noget større, også i jordisk forstand. Vi er formet af det, der var forud for os. Vi fører en verden videre, som andre har skabt. Også i højere grad end vi tænker over til daglig.

Det nære er oplevelsen af, at vi mister. Og det er forbundet med smerte. Vi har inviteret jer, der har mistet i det seneste år. Jeg tror, I vil sige, at den sorg, vi oplevede, ville vi ikke have været foruden. Sorg er kærlighedens pris, ved vi godt. Den er tegnet på, at vi har elsket. Og har været elsket.

Alternativet var, at vi aldrig bandt os til noget menneske. Lod være med at elske. Da ville vi have oplevet en endnu større sorg, nemlig over ikke at have levet. Ikke at have vovet livet i al dets skønhed og al dets sårbarhed.

Det ville ikke være en god sorg – i modsætning til den at have mistet noget, der gjorde livet rigt.

Eller – måske skulle vi slet ikke bruge ordet miste. Det er jo bare en måde at se det på. Vi kunne vælge at se det som en tid, der er forbi. Vi ved jo hele tiden, at her på jorden varer ingenting evigt. Alting har en tid. Hvad vi fik, var til låns. Det gælder livet selv, og det gælder alt det, der gør det rigt.

Jeg kan ikke tale om det her uden at måtte omkring Prædikeren i Det gamle Testamente. Hans smukke, vise tekst burde have været læsning til den her søndag. Om at alting under himlen har sin tid:

Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at opsøge, en tid til at miste. Osv.  

Ting kommer, og ting går. Og i al den tid, de har været her, har de formet vores liv og gjort det rigt – eller svært – eller smukt – eller noget helt fjerde, men gjort os til dem, vi er.  

Dagene kommer, og dage forsvinder
dagen i dag bliver hurtigt til minder,
snart er den borte som dagen i går.

- linjer fra en sang, jeg fik engang – af én, der ved, jeg holder af det her afsnit i Prædikerens Bog – med dets fabuleren over tidens gang:

Gud giver mange forskellige dage,
livets mangfoldighed får vi at se,
tid til at græde og tid til at klage,
tid til at lege og tid til at le.

Tid til at leve i nærhed med andre,
tid til at sidde på ensomheds ø,
tid til at fatte hvad vi kan forandre,
tid til at slippe de håb, der må dø.

Sådan er livets gang. Det har altid været sådan. I det lys fejrer vi Alle Helgen med eftertanke på det, der har været, men ikke er mere. At være vis på livet er at tage på sig en erkendelse af, at alt er til låns. Vi mennesker mødes og følges ad et stykke vej – og må skilles igen, når tid er til det. Slægtled før os har kunnet hvile i, at tiden var noget, der lå i Guds hånd:

Tiden er flygtig, og menneskelivet
er som en dråbe i Guds ocean,
livet og tiden har Skaberen givet,
vi er en del af hans vilje og plan.

En tid til at finde, en tid til at miste. En tid til at få – og en tid til at lade fare. Ord, der viser os, at Bibelens univers også har en åbning mod livets vemod og tristhed. Men især ord, der siger helt enkelt, hvordan der er under himlen, på den jord, hvor vi lever. Hvor vi ler og græder, hvor vi planter og samler – og til sidst må lade fare. Hvor noget er forbi. Og noget nyt begynder.

Ja, som en kontrast til Guds Himmel, hvor der ingen tårer og ingen tab og ingen trængsel skal være.

Det er sådan nogle store ting, vi mindes om i dag. Og det er jo tit sådan, at når vi giver de store følelser adgang, så er sorgen der også. Måske også trangen til at græde af glæde. Fordi livet tit var så stort og smukt. Og vi har det inden i os, uanset hvordan det er nu.

Så skal vi måske ikke være så bange for at kalde det en sørgedag. Fordi sorgen i den her dybe forstand også er smuk. Jesus siger jo ligefrem i dagens tekst, at salige er de, som sørger.

Livet er en rejse, hvor mennesker mødes og følges ad et stykke af livsvejen, inspirerer og beriger hinandens liv, åbner nye horisonter, giver mod til at tage nye skridt, som vi ellers ikke turde. Osv. osv.

Men en dag skilles vejene. Tiden løber ud. Står vi da ulykkelige tilbage? Nej, vi står der berigede. Berigede og forandrede – og ja, vemodige. Vemod er en af livets rigtig gode følelser. Den er sorg forenet med en vished om en rigdom, som aldrig mere kan tages fra os.

Og her er vi fremme ved det, som egentlig er Alle Helgens tema. Den er ikke en repetition af sorgen, men glæde over og en eftertanke om de mennesker, vi fik at følges med igennem livet. Nogle af dem er for længst borte, andre er lige er mistet. Atter andre er der endnu. Dem skal vi også sige tak for. Det er glæden over at møde mennesker, der gør livet rigere, og få lov at følges med dem et stykke vej. Dem skal vi sige Gud tak for. Det er den her dag til. Når vi taler om det her i kirken, så har det også den dimension, at der var mennesker, der var med til at åbne det med Gud for os. Der var mennesker, der levede i en ægte tro på Gud og gennem det gjorde troen mulig for os.

De var der i vores liv, og de var der i hele kirkens historie. Det store perspektiv skal vi have med. Vi ærer alle de mennesker forud for os, som bragte evangeliet videre i deres slægtled og gav deres bidrag til, at det kunne gå sin gang ud over jorden og op gennem tiden, så det også kom til os.

Det er dem, vi giver den smukke titel helgen. De var ikke særligt hellige mennesker eller har en særlig plads hos Gud. De gik bare her og var tro mod det, der betød noget for dem. Nu er de hjemme hos Gud – for Guds godheds skyld, som det vil være for os, når vi kommer der.

De var her i verden, og de var vidner om det største. Det er med tanke på dem, at bibelteksten i dag er de smukke sætninger, som vi kalder saligprisningerne. Smukke og mærkelige og overraskende sætninger, kan vi sige, for de er så fulde af kontrast. Som livet selv er, må vi sige.

Jesus priser dem salige, som sørger. Hvad saligt er der ved at sørge? Jo, når sorgen skyldes, at vi har set noget stort og smukt, som vi ikke helt kan nå, men vi kan længes efter det. Komme dit rige, Gud! er en bøn, der rummer en sorg. For hvor ville vi ønske, at både verden og vores eget liv var meget mere præget af den storhed og højhed, som vi har set i glimt i Guds rige.

Salige er de fattige, siger han. Hvad stort er der ved at være fattig? Nej, men man kan føle sig fattig, når man i glimt har set en rigdom, vi endnu kun kan eje i tro. Jesu ord rummer et løfte om, at en dag skal vi komme til at eje det fuldt ud.  

Andre ting handler om, hvordan du vælger at bruge det liv, du fik betroet. Den, der stifter fred i verden, bliver rigt velsignet af det. Det er at være med til at fremme Guds rige på jorden, give rum for det gode. Det er det også at kæmpe for retfærdighed. Eller at kendes ved Gud i en verden, der ikke vil kendes ved Gud. Når du gør det, gør du det lettere for andre at tro på Gud.

Alle den slags hverdagsvidnesbyrd peger Jesus på. Og dem kunne vi tale længe om. I dag skal det bare lede tanken hen på, at der var mennesker før os, der var tro mod det, de selv så. De var med til at lære os at leve og tro og håbe. De gav umistelige rigdomme videre til os. Så godt de kunne.

Det ærer vi dem for i dag. Og føler os rige, fordi de har været. Og tænker ikke kun på de åndelige værdier, de gav videre, men også på alle de menneskelige rigdomme, de gav os og gjorde det muligt for os at tro på.

Vi vandrer i deres spor, og vi søger også at være tro. Og være ægte i det, vi tror på. Vi er jo selv livsvidner for dem, der kommer efter os.

Det er godt at se livet som en vandring. Måske ligefrem en pilgrimsrejse. På rejsen gør vi nogle stop og ophold. Nogle steder bliver vi hængende i længere tid, andre steder passerer vi. På rejsen møder vi mennesker, som vi følges med et stykke. Og så skilles vore veje igen.

Jeg har selv haft den glæde at vandre sammen med den her menighed i en pæn årrække – og skal nu videre til nye begyndelser. Opholdet her har beriget mit liv. Tak for det. Ikke mindst til jer, der har inviteret mig ind i jeres liv undervejs. I har gået ad andre veje – og skal gøre det fremover. Jeg vil ønske jer god rejse – hver især. Jeg vil ønske for jer, at I må få kræfter til at være tro – mod alt det, I så. Og at I også må få tro til at holde jer målet for øje. Målet er Himlen, men jorden vor vej – lyder det i en salmelinje, som jeg synes siger så meget om det at være menneske. Ikke mindst pga. den bøn, den ledsages af: Vis os da vejen, du Himmelens Herre, og giv os mod til at gå den!

Til sidst kan jeg godt tænke mig at citere en rigtig helgen – faktisk den første man i sin tid gav den titel – nemlig Frans’ såkaldte fredsbøn, der samler så fint i bøn de ting, vi har snakket om her, og som Jesus opfordrer til:

Herre,
gør mig til et redskab for din fred.
Lad mig bringe kærlighed, hvor hadet råder.
Lad mig bringe tilgivelse, hvor uretten råder.
Lad mig bringe tro, hvor tvivlen råder.
Lad mig bringe håb, hvor fortvivlelsen råder.
Lad mig bringe lys, hvor mørket råder.
Lad mig bringe glæde, hvor sorg og modgang råder.

Mester,
lad mig ikke så meget søge at blive trøstet - som at trøste,
ikke så meget søge at blive forstået - som at forstå,
ikke så meget søge at blive elsket - som at elske.
For det er ved at give, man får.
Det er ved at glemme sig selv, man finder sig selv.
Det er ved at tilgive, man finder tilgivelse.
Det er ved at dø, man opstår til evigt liv.
Amen.