Hvis man ønsker at deltage i skriftemål, skal man blot møde op 20 minutter før gudstjenestens begyndelse en af de dage, det er angivet i gudstjenestelisten. Der er tale om et såkaldt fælles skriftemål, som foregår på følgende måde:

1. Præsten inviterer alle, der ønsker at deltage, op til alteret, hvor de knæler.

2. Præsten nævner måske et eller to skriftsteder, som minder om Guds løfte om tilgivelse eller om den myndighed, Kristus gav sin kirke til at forlade synder på Guds vegne.

3. Præsten knæler og læser skriftebønnen, som er en bøn på alles vegne om at måtte være under Guds barmhjertighed og tilgivelse. Bønnen rummer også mulighed for, at den enkelte kan tænke på de ting, han/hun selv i det stille gerne vil nævne for Gud og bede om tilgivelse for.

4. Derefter siger præsten: På Jesu Kristi befaling og for hans lidelses og døds skyld kan jeg nu tilsige dig alle dine synders forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

5. Han lægger nu hånden på hver enkelt deltagers hoved, mens han siger: Så tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

6. Til sidst siger han: Han, som har begyndt sin gode gerning i dig, han fuldføre den indtil Jesu Kristi dag. Fred være med jer. Amen.

Derefter går alle ned på deres pladser og afventer gudstjenestens begyndelse.